Knabstrup erindringer

 

Her gengives erindringer fra personer med tilknytning til Knabstrup. Her er også afsat plads til din beretning.

 


 

Erindring nr. 01 - Meretès beretning: Livet på og omkring Knabstrup Teglværk, ca. 1948-56. Kilde: Holbæk Museum.

 

Erindring nr. 02 - Jarl Ingerslevs beretning: Arbejdsdreng H1106, på Knabstrup keramiske industri, ca. 1964-65.

 

Erindring nr. 03 - Preben Rasmussens beretning: Arbejdsdreng og arbejdsmand på Knabstrup keramiske industri, ca. 1959-64.

 

Erindring nr. 04 - Lillian Rasmussens beretning: Laboratoriet ca. 1962-64.

 

Erindring nr. 05 - Jette Davidsens beretning: Familien Larsens tilknytning til Knabstrup teglværk.

 

Erindring nr. 06 - Sv.E.Olsens beretning: Min fars arbejde på Knabstrup Teglværk 1938-1964.

     

Erindring nr. 07 - Pia Blak Pedersen har sendt diverse vedr. hendes oldefar's tilknytning til Knabstrup og Mullerup teglværker fra omkring 1886 - ? 

 

Erindring nr. 08 - Bo Lajos Jakobsen's beretning om venskab mellem hans far og Lajos Mathè. 

 

Erindring nr. 09 - Sussie Jensens erindringer fra Knabstrup Teglværk 

 

Se også Zoltan Kiss's erindringer under rubrikken: Zoltan Kiss

 


 

Erindring fra Knabstrup nr. 01 af Merete Mårtensson

 

Merete's beretning i 10 dele om livet på og omkring Knabstrup Teglværk, ca. 1948 - 1956.
Kilde: Holbæk Museum       

 

     På sporet af Knabstrup Teglværk A/S

 

Kai Mårtensson havde i 1948 i Berlingske Tidende set annoncen om en stilling som hovedbogholder på A/S Knabstrup Teglværk og Keramiske Industri. Han boede på daværende tidspunkt i Odense med sin familie. Den 9-årlige Merete var ægteparrets eneste barn.

Begge forældrene blev kaldt til samtale i Knabstrup hos selskabets direktør, Frida Schou, som havde den anskuelse, at det var vigtigt at få en mand i stillingen med et godt og stabilt "bagland", for så havde man også en stabil medarbejder! Hun syntes godt om ægteparret, og udnævnelsen skete efter et bestyrelsesmøde kort tid efter. I 1948 flyttede familien ind i et lille hus i stationsbyen Knabstrup.

 

1. del: Prolog

 

En mørk aften i efteråret 1948 stod vores lille familie ud af et tog på en station, som hedder Knabstrup. Jeg var 9 år og husker kun svagt, at mine forældre havde været på rejse fra Odense, hvor vi boede, for at tale med direktør Frida Schou om en stilling, min far havde søgt. Selvfølgelig skulle min mor med, for frk. Schou interesserede sig ikke alene for sine medarbejdere, men også for deres familie.

   Det lille rødkalkede hus

Far og mor ankom en aftenstund til Knabstrup Hotel, fik et værelse, men havde selvfølgelig svært ved at sove, da der var bal i den store sal på hotellet. Dog det gjaldt jo om at være frisk til næste dag.

De er sikkert om formiddagen blevet hentet op til frk. Schous villa, af hendes chauffør Lars, som kørte en fordbil med nummerpladen C 2608, i daglig tale bare kaldt: "2608". Ved frokostsamtalen kom min far og frk. Schou meget hurtigt på bølgelængde. Min mor befandt sig også godt. Og bagefter blev de kørt tilbage til Knabstrup by for at se det hus, de kunne leje. Min mor faldt pladask for dette lille rødkalkede hus, hvor der var en gårdsplads med en grønmalet halvdør ind til bryggerset. Solen skinnede, og i køkkenet stod der et rigtigt gammeldags komfur med "kogeringe". Der kunne sikkert laves megen god mad. Ja, det var bare helt vidunderligt. Min far skulle cykle til sin arbejdsplads der var teglværkets kontor. Senere fik han kørelejlighed med en af de andre funktionærer.

Vel ankommet til Knabstrup hin aften gik vi, som min far ville have sagt "på vore flade futter, "ned til Knabstrup Hotel for at spise og sove. Flyttelæsset var åbenbart endnu ikke kommet.

Det er synd at sige at den første oplevelse af Knabstrup var god. Jeg vidste ikke, at min Knabstruptid senere skulle få et så positivt forløb i min tilværelse. Vant til min mors veltillavede mad, altid enkel og uhyre afstemt efter min fars gane, blev vi på hotellet præsenteret for en vælling af en eller anden art. Derefter den for mig helt ukendte ret brunkål. Salen, vi sad i, syntes mig lige så brun som kålen, og for første gang i mit 9-årige liv måtte jeg ud på toilettet og kaste det hele op. Det var meget flovt. Jeg vidste også, at jeg nu skulle bo i en lille by uden sporvogne og gå i en lille landsbyskole. Fremtiden tegnede ikke lys og lykkelig. Men barnets hukommelse er heldigvis kort.

Næste dag huskes det lille røde hus og en flyttebil, der læssede hele vort jordiske gods af. Dejligt at se sin dukkevogn, dukkestue og alle de kendte ting.

Hvad jeg på indflytningsdagen ikke vidste, var, at der to huse længere henne ad vejen i et vindue sad en pige på 11 år ved navn Gerda. Hun ville ikke gå i skole, før hun havde set, om der kom legetøj ud af læsset, og om dette viste tegn på, om det var en dreng eller en pige, der var med som næst-nabo. Der var nemlig ingen piger at lege med i Gerdas umiddelbare nærhed. Så da dukkevognen på sine kæmpemajestætiske hjul gled ned ad flytterampen, sagde Gerda: "Mor, der er en pige med. Nu vil jeg godt skynde mig i skole!"

Lang tid gik der ikke, før vi to piger fandt sammen. Begge vore fædre var ansat på teglværket. Gerda Bang-Jensens far var leder af lervarefabrikken. Vi gik så tur med vore dukkevogne. Jeg med mit "koryfæ", og Gerda med en helt moderne dukkevogn. Da var jeg så nær misundelsens sorte tanker, som jeg vel aldrig har været siden. Det underfulde var og er, at disse materielle forskelle ikke kan bryde et godt venskab.

 

2. del: Juletræsfesten

 

Se, når man nu var medlem af "Teglværks-samfundet" var en af årets store begivenheder det fælles juletræ i arbejdernes kantine. Senere gik det op for mig, at der var forskel på arbejdere og funktionærer i det daglige. Jamen, tænk, at der var forskel på folk! Men denne aften var det lige meget, om man boede i "det lange hus" der var arbejderboliger, eller man kom fra byens funktionærboliger. Det skyldtes også frk. Schous medmenneskelige, kristne indstilling. For hende var der ikke forskel på medarbejderne!

Juletræsfesten var simpelthen "begivenheden" i julen, ikke blot fordi man var så mange sammen i en tætpakket sal med forventninger om, hvad aftenen måtte bringe. Der var ikke højloftet, så juletræet var helt op til loftet, og det var selvfølgelig pyntet af damerne.

Et år var vi en lille flok, der havde indøvet "Svinedrengen" under fru værkfører Hansens instruktion, og jeg havde den ære at være prinsessen. Gerda og nogle andre piger var hofdamer, og Hanne Frost, datter af forvalteren på Knabstrupgård, var svinedrengen.

Hanne Frost og Ulla Dyhr opførte desuden "Hans og Trine" af Poul Martin Møller. Øvetimerne hos fru værkfører var særdeles hyggelige. Vi traskede op til teglværket nedefra byen de 2 km ad teglværkssporet, men heldigvis var Gerda, min hofdame, den tapre pige, der sørgede for at hele "følget" nåede velbeholdent frem til fru værkførers hyggelige stue. Vi skulle også danse en lille menuet, og derfor måtte vi op til ingeniørens, der boede nogle hundrede meter fra selve fabrikken i et dobbelthus sammen med et andet funktionærpar, forvalter Dyhrs. De havde klaver, så der foregik indøvningen af dansen. Jeg skulle holde et spejl i hånden, hvorfor gik det ikke op for mig, men efter fotografier, taget under forestillingen, ser man, at det er sandt! Dansen blev trådt af prinsessen og hendes hofdamer, og det var dejligt at være prinsesse for en dag, iført lyseblåt tyl og tournure af hvidt crepepapir; mindre rart var det dog at have en paryk af fehår, det man pynter juletræer med. Det fehår havde man ned ad ryggen på den uldne undertrøje i otte dage efter, for der var ikke noget, der hed brusebad og rent undertøj.

Efter komedien underholdt Bente og Georg Berggreen, der var fotograf på virksomheden, med sang og spil til guitar. Hvor de dog smilede sødt til hinanden, når de sang om "Trine, lille Trine".

Efter underholdningen gik vi alle rundt om juletræet, de små inderst, de lidt større og de voksne yderst, og vi sang julesalmer. Frk. Schou sang for og holdt derefter en lille tale. Så fik man kaffe med hjemmebagt brød, som stod på de lange borde med bordpapir. Det stod arbejderkoner og funktionærkoner for, og der har sikkert været tæt, dejlig røg og meget lidt luft! Derefter blev der leget de gamle lege: Tyv, ja tyv, og Bro bro brille, Tornerose og andre sanglege, og vi sang til for der var jo intet klaver. Til sidst blev vi stillet på række og fik udleveret en godtepose, og så var roen og larmen fyldt med bolsjer for en stund! Det var nemlig nogle rigtig gode godteposer med noget for enhver smag.

Når vi havde hygget os lidt igen, og frk. Schou og hendes trofaste husholderske og "allehånds-dame", frk. Amdisen, havde været rundt for at snakke med de voksne, sluttede vi med en aftensang. Det var i frk. Schous og i tidens ånd.

Så var eventyret forbi. Vi fik vintertøjet på, og blev i flere omgange kørt hjem af frk. Schous chauffør, Lars, i C 2608. I denne bil var vi også blevet hentet. Og det var ligeledes et af aftenens søde minder. Da man måtte være tids- og prisøkonomisk, sad vi ofte mange børn på bagsædet. Fra Holbækvejen drejede vi ad alleen op til Knabstrup Hovedgård. Her var bilens lygter eneste lyskilde mellem de høje, stolte træer. Efter gården var landskabet mere åbent og så var der ikke langt til den stejle bakke op til fabrikken.

Juletræsfesten var fast tradition, og ve, min far, hvis han en enkelt gang sagde, at han ikke havde tid til at tage med og sad på kontoret og arbejdede. I dag kan jeg forstå det, idet 1. januar var status-tid, og der var ikke længe til, at det færdige regnskab i Hovedbogen skulle fremlægges for revisionen og bestyrelsen. Og manglede der så meget som en to-øre, kom han i hvert fald ikke med til juletræ.

 

3. del: Revisionen

 

Far sad også meget og arbejdede hjemme, og dette bevirkede, at han syntes, at han gerne ville have sig et ordentligt skrivebord, nu da han tjente flere penge. Egentlig mindes jeg altid min far siddende ved skrivebordet.

Lille snedker Jensen, som hele tiden snøftede lidt, men som var et utrolig dejligt menneske fik til opgave at snedkerere et skrivebord. Det skulle være af cubamaghoni, og det skulle være stort! Jeg kan huske, at jeg fulgtes med min far, gik med min lille næve i fars store trygge hånd, hen til snedker Jensen og fulgte dette vidunder skride frem. Da det kom hjem "møblerede" far det straks med alle sine papirer og skuffen med rum til clips, viskelæder og blyanter. Så kom skriveunderlaget med grønt trækpapir. Det var det gamle, som bare flyttede med over, for frådse, det skulle man jo ikke. Og den gamle kontorlampe, senere en smuk ny hvid, kom til at stå på det nye skrivebord.

Det var festligt, og min far var stolt som en pave. Men da det var "møbleret" med alt hans rod, så ve min arme mor, hvis hun kom til at tørre støv af, for han vidste nøjagtigt, hvor hvert papir lå. Hans slagord var næsten altid: "Her har jeg rod, herfra min verden går". Der lå en utrolig dobbeltbetydning i dette, så meget som min far elskede Aksel Schiøtz' udgave af "I Danmark er jeg født". I tiden op til status, det var 1. januar, kan jeg se ham for mig ved skrivebordet med den store hovedbog sidde og lede efter en toøre. Og så var det om at holde sig i behørig afstand, for ellers gik "Etna" altså i udbrud, for regnskabet, det skulle bare stemme. Og han blev ved, indtil han fandt den to-øre, og han fandt den! Men afstanden til ham var ret stor for en barnesjæl, og såmænd også for min mor.

Først i januar kom så revisorerne fra København. Dengang var der ikke noget der hed repræsentationsudgifter. I vore dage havde en direktør som frk. Schou sikkert inviteret dem på restaurant for at spise, men når disse 3-4- nydelige, habitklædte herrer kom fra København, så blev der spurgt, om ikke Mårtensson og fru Mårtensson kunne tage dem hjem og spise. Da min mor var en dygtig kok, fandt hun på at lave noget enkelt, men fra grunden hjemmelavet, andet kunne ikke tænkes dengang. Engang var det gule ærter og pandekager. Vor lille spisestue blev trang, da vort spisebord ikke var særlig stort. Men de tre høje herrer var utrolig søde mennesker, og min mor var stolt som en pave, fordi der den aften faldt "roser" af også til hende. De gule ærter forsvandt som dug for solen, skyllet ned af øl og en enkelt snaps, og bagefter pandekager med solbærrom!

Jeg tror, det var ved denne lejlighed, Gerda og jeg iført vore blå uldne kjoler fik syet nye hvide forklæder og hjalp med at servere. Men da vi flyttede til Holbæk og fik mere plads, sad jeg også med ved bordet. Der var noget, som hed gratiale, en udbetalt sum til funktionærerne engang om året i stedet for sådan en almindelig lønforhøjelse, og jeg tror, det skyldtes, at frk. Schou godt vidste, at både min mor og far tog et ekstra nap, ligesom andre af funktionærerne. Gerdas Bang-Jensens forældre havde engang en ingeniør boende, som kom fra England, dengang der skulle bygges en tunnelovn på lervarefabrikken. Gratialet var en påskønnelse af godt arbejde i årets løb, samt for at dække udgifterne, når man tog sig af gæster. Disse overnattede dog som regel på Knabstrup Kro og Hotel.

 

4. del: Vi tager bad på fabrikken

 

Denne og lignende oplevelser med mennesker, der kom til fabrikken og i vort lille hus, står for mig som vinteroplevelser. En oplevelse, der gjaldt for os "byboere" både sommer og vinter, var den ugentlige aftvætning af vore legemer!

For min mor og mig betød dette, at mor samlede sammen: sæbe, håndklæder, rent undertøj, og hvad der ellers behøves til et brusebad. Således udstyrede drog vi af sted med håndbagage og klædt på til spadsereturen. Først over den lille marksti, så vi undgik et stort stykke travetur ned i byen, og dernæst de to kilometer op ad "teglværks-jernbanesporet" til funktionærernes vaskerum på fabrikken. Det var en dejlig tur. Først de omtalte marker og bakkedrag til begge sider, dernæst gennem en lille lund, hvor sporet drejede. Det var uhyre spændende, om vi mødte toget og måtte ud på skråningen for ikke at blive kørt over.

Lige efter den lille lund kom den eneste ubehagelige sanseoplevelse på turen: en kæmpestor aljebeholder, der rigtig stod og gærede, indtil den skulle videreføre sit duftende indhold og sine gødningsegenskaber til markerne. Vi gik altid i hurtig skridtgang på dette sted!

Endelig tonede de høje karakteristiske skorstene op. Det var de store teglstensovnes "kendemærke" på lang afstand. Og så var vi på fabriksområdet med hele den eventyrlige verden, lige velkendt og lige spændende ved hvert gensyn.

Det intense indtryk af lerets formning til mange forskellige ting: fra sten til nyttegenstande er en prægning af ens sind, som man bærer videre gennem livet.

Vi gik over i fabriksbygningen og det allerede dengang noget uhumske badeværelse. Badekarret skulle vi ikke nyde noget af, men efter at være iført badetøfler nød vi det livsalige varme vand fra bruseren nær loftet. Det var en bruser, der kunne "vaske sig"! Vi var ikke nået til "den økologiske tidsalder"!

Iført det rene tøj kom højdepunktet, at vi skulle over på det nye kontor, hvor min far havde sin residens. Ih, hvor man følte sig! På vej fra badet kunne man være heldig at vinke til ham gennem vinduet. Kontorbygningen i smukke røde sten var den nyeste tilbygning til fabrikken. Den stod fint til det gamle bindingsværkshus, som lå vinkelret på. Her boede i tidens løb adskillige af de kunstnere, som arbejdede på keramikfabrikken. Vi trådte andægtige ind i kontoret, hvor der var en lang skranke, og her hilste vi på de kontorfolk, som arbejdede i lokalet. Så endelig ind til far, der sad midt i sit kontor som regel i skjorteærmer, og ligesom derhjemme ved et skrivebord "rodet til" med papirer. Der foresvæver mig noget om, at vi altid havde en mundfuld med til hans søde tand. Han var enormt lækkersulten, og man kan forestille sig, at han sidst på eftermiddagen trængte til lidt sødt til hjernecellerne. Vi tog afsked og spurgte om, hvornår han kom hjem om aftenen. At kontoret lukkede til bestemt tid var ikke altid noget, han fulgte. Hvor mange gange har mor ikke holdt maden varm, indtil han dukkede op!

Men ergo, vi traskede hjem ad sporet og var man heldig, var det eftermiddagens kulinariske højdepunkt, at få varm the med hjemmebagt franskbrød til.

 

5. del: Knabstrup, et fabrikssamfund

Mens vi er ved traveturene til Teglværket var der de gange, hvor Gerda og jeg gik alene derop med diverse formaninger hjemme fra. Så besøgte vi Gerdas far i maskinrummet. Han var maskinmester, og jeg kunne næsten ikke kende den "sorte" mand i arbejdstøjet, når jeg tænkte på den Bang-Jensen, vi sludrede med derhjemme. Helt fantastisk var det dog med det kæmpe maskineri, som han "bestyrede". Jeg var meget bange inde mellem alle de stempler og andre op-og-nedad-gående maskindele, der larmede, så vi måtte råbe til hinanden. Men jeg mindes også hans glade smil, når han viste sit domæne frem for de to småpiger. Det var dengang, der var arbejdsglæde og stolthed over dagsværket med et højtideligt ord. Og det er "ikke engang løgn".

Om det var Gerdas far eller en anden, der viste os rundt på teglværket husker jeg ikke. Men det gjorde et uudsletteligt indtryk på mig at gå ind i en ovn i de endnu varme "kamre", hvor murstenene var blevet brændt. Og så den specielle jord-ler duftende luft. Man glemmer den aldrig. Man måtte gå med bøjet hoved for at komme ind i "kammeret". Uha, hvor var det spændende. Bare man dog overlevede. Man kunne høre ilden buldre i "kammeret" ved siden af. Der var rum efter rum i en cirkel omkring den store skorsten. Deraf navnet "ringovnen". Vi fik også lov at komme op oven på ovnen.

Deroppe fra fyrede man med kul ned gennem nogle huller direkte i stenene, så de kunne holde den rette temperatur. Er der noget at sige til, at jeg altid vil synes bedre om murstenshuse end om betonklodser, vor tids løsen?!

Inden stenene på lange brædder blev båret ind i ovnene, havde de ligget til tørre ude under de lange halvtage, tørreladerne, hvor de blev anbragt efter udstansningen på maskinen. Det kunne også vare "håndstrøgne" sten, formet i træforme. Jeg har engang hørt en arbejderkone fortælle, at hendes børn når stenene var kørt ud i "laderne", om aftenen, hjalp hende med at skille dem ad, fordi de sad sammen tre og tre. Der skulle de tørre til næste dag. Børnene tog de nederste og moderen tog dem, der lå højere oppe.

Det vil altså sige, at vi børn fra alle dele af fabrikken kendte vore forældres arbejde, og det var bl.a. det, der gjorde, at Knabstrup Teglværk i en lang årrække var et samfund i samfundet. Det var en helt speciel arbejdsplads, gennemsyret af Frida Schous personlighed, idet hun kendte alle på fabrikken, arbejdere og funktionærer, hver eneste medarbejder.

 

6. del: Direktøren og mennesket Frida Schou

 

Perioden med mine erindringer går fra 1948 til 1956. Det var i den tid, hvor der var økonomisk opsving i Danmark. Min far tjente flere penge, end han nogen sinde før havde gjort. Vi fik nye møbler, grammofonplader og andre goder. Frk. Schou var medvirkende til et af de nye møbler.

Hun havde mange gange den opfattelse, at hun kunne bruge sine medarbejdere til mange forskellige ting. En dag sagde hun til far, om han ikke kunne sørge for, at loftet i "villaen" blev ryddet, for der stod så meget gammelt skrammel. De gik derop sammen, og henne i hjørnet stod en meget ramponeret gammel mahognisofa, og han siger

"Den vil De da ikke af med, frk. Schou?"

"Jo den skal væk, det her skal bare ud!"

"Har De noget imod, at jeg får den. Jeg vil gerne købe den af Dem?" "Nej, De kan bare tage den!"

Nå, det var en fin Christian Vlll sofa, hedder det vist. Far fik den hen til snedkeren, lille snedker Jensen, og han polerede den op. Far og mor valgte betræk og fik det sat på. Jeg husker ikke, om det var snedker Jensen, der også kunne den slags ting, eller det var en rigtig møbelpolstrer, men den fine, gamle sofa kom hjem i stuen.

En dag kom frk. Schou på besøg hos os, og min far sagde til hende:

"Ja, frk. Schou, det er så den sofa, De bad mig om at fjerne".

"Nej, det er da fantastisk, at De har fået det ud af den!"

Jeg tror nok, far tilbød, at hun måtte få den tilbage. "Ikke tale om". Hendes glæde over, at vi havde fået sofaen, var ren og ægte.

Frida Schou var leder af Kirkens Korshær i København, og der blev min far lige pludselig involveret i Korshærens arbejde, hvor han blev kasserer i nogle år. Man kan nok sige, at frk.Schou trak hårdt på sine medarbejdere, men hun trak lige så hårdt på sig selv. Hun var altid den, der hjalp. Min far havde en gammel bekendt fra den tid, da han blev uddannet i en storbank i København. Denne mand var dengang en højt estimeret medarbejder og hamrende intelligent, men han havde desværre den skavank, at han ikke kunne stå for alkohol. Han opsøgte engang far, mens vi var på Knabstrup, og spurgte, om far troede, han kunne hjælpe ham. På det tidspunkt var manden næsten ved at gå i hundene. Far gik til frk. Schou, og sagde, som sandt var, at her var altså et menneske, som skulle hjælpes. Og hun sagde, "All right, kan De skaffe ham arbejde, så skal vi nok skaffe ham noget at bo i".

 

    

Frk. Frida Schou med fortjenesmedaljen, omgivet af Hr. Møller Mikkelsen og Aage E. Jensen

Der var en lille bolig oppe ved fabrikken, og den satte frk. Schou i stand for egne midler. Far og mor fandt nogle møbler, og jeg ved, at far også sendte ham et sæt tøj og nogle skjorter. Jeg havde aldrig mødt mennesker, som det var gået så galt for. Men da jeg, som så ofte før, blev sendt ned til toget for at hente gæsten, blev min forbavselse stor, da han kom, eller rettere, da der kom et sæt tøj af min fars gående med en mand indeni. Den dejlige, rare mand kom hjem til os, fik mad at spise og fik forevist sin bopæl. Det gik godt i temmelig lang tid. Men det kneb at styre pengene, og omkring den første forsvandt han ofte fra sit arbejde. Flasken trak. Hans arbejde var perfekt og godt, man havde langmodighed med ham, og min far styrede hans økonomi, således, at han kun fik udbetalt til mad og det nødvendigste. Men det gik galt alligevel, og et forår forsvandt han. Man fandt ham død i en vejgrøft. Det var en frygtelig hændelse. Et tragisk livsforløb var afsluttet. Han var venlig. Han var begavet. Han var børneven. Jeg har fået fortalt,at han lærte mig at spille skak.

Jeg synes også, det viser frk. Schous storsind. Mange har smilet ad hendes gavmildhed, fordi hun jo samtidig selv var uhyre nøjsom og sparsommelig i sin daglige levevis. Der var ikke noget hovskisnovski ved det direktørliv. Når hun og frk. Amdisen gik ned i kælderen efter æbler, tog de altid de dårligste først, og det var en stående vittighed blandt arbejderne på fabrikken, at når så frk. Schou sidst på vinteren spurgte, om der var nogen, der ville have en pose æbler, så fik de sådan en bunke halvrådne æbler. Dog man smilede kun i det skjulte, for man vidste godt, at frk. Schou også hele tiden selv spiste af de æbler, der trængte til at blive spist først. Så der var ikke noget om, at hun levede i sus og dus, og levnede det dårlige til andre. Det var samme vilkår.

Hver sommer blev der afholdt en stor velgørenhedsbasar for Kirkens Korshær oppe på det grønne område ved "Villaen". Så var alle konerne af hus, for nu skulle der bages. Der skulle være kaffeborde, amerikansk lotteri og tombola, og der blev også "nørklet". Man kunne også købe mange af lervarefabrikkens varer, der havde småfejl, sekunda-varer. Alle var med, når man samledes der: arbejdere og funktionærer, børn og voksne. Trods forskelligheder i det daglige arbejde var vi en stor ikke familie, men det var, hvad man på svensk kalder "patronvåldet", altså når en direktør i gamle dage tog sig af hele sin fabrik og dennes familier. Her var det så "matronvåldet". Der blev holdt taler og der var musikunderholdning. Denne sommerdag var hele fabrikkens befolkning kommet sammen for at skrabe penge sammen til Kirkens Korshær. Her oplevede man et fællesskab ligesom ved julefesten.

Hvad min fars forhold til frk. Schou angår, er der to små ting, jeg gerne vil fortælle:

Man sagde, at frk. Schou var "missionsk". Det vil jeg set i dagens bakspejl ikke sige, men hun var præget af en kristen livsholdning, og det var min far også. Tit, når hun kom ind på hans kontor om morgenen for at gennemgå dagens dont, sagde hun til far: "Skal vi ikke lige være stille i to minutter, Mårtensson ?" Og efter det talte de om arbejdet. Det kunne ske, at frk. Schou, der ikke var så nøjeregnende med sit udseende, når hun var på arbejde, blev fulgt til dørs af min fars bemærkning: "Jeg tror, frk. Schou, at De skulle vende hatten en halv omgang! De har vist sat den forkert". Så drejede Frida stråhatten en halv omgang og gik videre til næste opgave! Det fortaltes, at hun lige efter at hun havde overtaget fabrikken efter sin fars død, var iført dennes store varme sokker for at kunne være med overalt, hvor der skete noget, også i lergraven! Det ydre var ikke så væsentligt.

Jo, Frida Schou var en personlighed. Og igen det usædvanlige. Det var på de tider, at "Moralsk Oprustning", tidligere kaldt "Oxfordbevægelsen", tog sin begyndelse i Schweiz. Frk. Schou ville gerne vide mere om den sag og dens fire "absolutter". Men hun syntes ikke, hun kunne være borte fra fabrikken. Og så spurgte hun far, om han ikke kunne rejse ned og se, hvad det var for noget. Efter mors udsagn, kom far hurtigt hjem igen, bange for at blive grebet af den "massepsykose", der udgik fra bevægelsen. Min erindring går på to ting: dels fortalte han, at han var blevet sat til at vaske op, eller skylle af, efter middagen til flere hundrede mennesker. Jamen, hvordan kunne det lade sig gøre? Det fattede jeg ikke. Jeg, der aldrig havde set min far koge en kedel vand. Det andet og meget glædelige var, at han, den aften han kom hjem, kom op på mit værelse og gav mig sit gamle ur! Han var faldet for fristelsen til at købe et nyt armbåndsur til sig selv i urmagernes land. Hvor blev jeg dog glad for det gamle ur!

 

7. del: Vi var "prøveklude" for ny keramik

 

En af de mange fordele ved at have en far ansat ved en fabrik med lervarer var, at vi ikke alene kunne købe billige anden-sorteringsvarer, men at vi også i ny og næ var "prøveklude", inden en ny "serie" blev sat i produktion. Det var meget spændende om glasuren holdt til det, man havde regnet med, eller om "skærven" var stærk nok.

I "vores tid" var Bellman stellet nok et af de mest efterspurgte i Danmark. Dette stel måtte vi også eje. Muntre og glade som Bellmans sange dansede bonde- folkene midt på tallerkenerne efter tonerne til Bellman- melodier i tallerkenkanten. Men når der skulle vaskes op, var det nu noget tungt stads at have med at gøre, og da keramik, i modsætning til fajance, er "blødt", skulle man ikke støde til noget hårdt på køkkenbordet, før der gik en flis af. Men det stel var indbegrebet af en hyggelig søndagsfrokost.

En anden hyggestund, for dengang var der nemlig husmødre til der var hjemme, når man kom fra skole, var eftermiddagsteen, som dels duftede og smagte af den fine, gamle butik på Algade i Holbæk, hvor den var indkøbt, dels udstrålede glad hygge, når den var skænket op i "Birthe-stellet" med de små gule blomster og den gule kant, der indrammede den hvidbundede tallerken og den lave thekop.

Lervarefabrikken fremstillede også et "sildestel": hvide tallerkener med blå kant, dekoreret med yndefulde sild. Dertil et lågfad til de svømmende sild, og både låget og bunden af fadet var med svømmende sild.

Når mor arbejdede i køkkenet, brugte hun de stribede "Stine-røreskåle". En kande fra "Stine-stellet" blev også brugt, når man hentede mælk ind fra mælkemanden, der kom med hest, vogn og ringeklokke. Skulle der røres store portioner som f.eks. gærdej, brugte mor de store mælkefade med brun glasur indvendig og "hældetud".

Skulle vi have gratin, blev den serveret i den brune skål "Lone". Der var et taglagt mønster udenpå, og indeni havde den en fin hvid-gul farve. Smørret stod i en smørkøler, vi havde jo ikke køleskab. Det var en glasskål, der hvilede på kanterne af en lerskål fyldt med vand, og derover et låg af ler. Så kunne fordampningen holde temperaturen nogenlunde nede.

 

     Kiss og Mathès malerier på væggen.

Af kunstgenstande husker jeg mest de ting, som de to ungarer Zoltan Kiss og Lajos Mathè havde skabt. Min mor har idag en dejlig vild hest med hovedet drejet i et vrinsk. Om den kom fra den ungarske pusta eller var en indfødt Knabstrupper arbejdshest vides ikke. En dejlig skulptur af en nøgen mand og kvinde i blågrå løbeglasur er også i min mors eje. Som barn i 1950'erne syntes jeg dog, det var en noget vovet ting at have stående fremme. Men heldigvis forekom den mig dengang stor og tung og værdifuld for mine forældre, så den førte en tilbagetrukken tilværelse på en reol, hvor den intet kunne komme til!

Klenodiet over alle, Lampen. Da der en dag blev ryddet op på frk. Schous loft, fandt man en meget smuk hvid porcelænslampe, som man forsøgte at kopiere i ganske få eksemplarer: en bredt svungen fod med en hals, der havde en lille krave, hvorpå der skulle monteres et stativ til en plisseret skærm. Den blev aldrig, uvist af hvilken grund, sat i produktion, men min far var så heldig at få et eksemplar. Ved den lampe fotograferede han mor siddende ved sit altid flittige sytøj. Det var uden blitz, men med lampens bløde lys. Det var dengang mor havde "knold i nakken", og det ses tydeligt, at billedet er taget skråt bag fra. Havde min far været maler, havde han kunnet kalde sig "Michael Anker". Den lampe er idag mit mest værdifulde inventar, ikke pengemæssigt, men affektionsmæssigt. Ved denne lampe skrives disse linier om Knabstrup Lervarefabrik og hele den atmosfære, som hørte dertil. Jeg vil slukke lampen for i aften og slutte den moderne skrivemaskines klapren for nattero. Jeg vil kaste et blik på maleriet over engdragene ved "sporet" og gemme resten af minderne til imorgen.

 

8. del: Ungarske kunstnere på Keramikfabrikken

 

     Hest af Lajos Mathè

Ganske flygtigt har jeg omtalt de to ungarer: Zoltan Kiss og Lajos Mathè, som var kommet fra Ungarn efter 2.verdenskrig. De var såkaldt "displayed persons", dvs. at de som arkitektstuderende ved Universitetet i Budapest i efteråret 1944 var blevet tvangsudskrevet af nazisterne til Breslau, hvor man skulle bruge deres viden og arbejdskraft "for at bygge Tyskland op". Men russerne nærmede sig, måtte de flygte om vinteren med deres lærere og kammerater, indtil de i krigsafslutningens tumult havnede i en flygtningelejr i Danmark, hvor de oplevede befrielsen. Her lærte de frk. Schous tvillingsøster, Hedevig Granzow og hele hendes familie at kende, og fru Granzow formidlede kontakten til Frida Schou, idet hun havde set, at de kunne meget mere end at være arkitekter. De var fine kunstnere, både som malere og keramikere. De kom til Knabstrup, hvor de arbejdede på keramikfabrikken. Zoltan Kiss fik dog også lejlighed til at vise, at han var en dygtig arkitekt, idet han tegnede den nye flisefabrik, som opførtes i 1950 på samme sted, hvor den gamle, der nedbrændte i 1947, havde ligget.

    Mand/kvinde af Kiss med løbeglasur

En tredje af deres studiekammerater, Endre Hevezi, kom også en tid til fabrikken, hvor han blandt mange smukke keramiske ting lavede en flisevæg som dekoration til en biograf-facade i Ikast, som han havde været med til at indrette og udsmykke. Hevezi slog sig senere nede England.

Mathe rejste en tid til Norge, men både han og Kiss havde et stort ønske om at emigrere til Canada, og det var ikke helt let under "den kolde krig", hvor de ikke kunne komme hjem til Ungarn. Men min ihærdige og engelskkyndige far satte alle sejl til og en dag stod den høje mørke Kiss i vores lille stue. Jeg husker hans ansigt. Han græd af glæde, da far stak ham et visum i hånden. Det glemmer jeg ikke. Mon ikke også min far har været rørt i sit inderste over at kunne hjælpe et menneske, til "det forjættede land". 

 

9. del: Danske kunstnere på Keramikfabrikken

I fire år, til dels på samme tid som ungarerne, var Elsebet Granzow, niece af Frida Schou, ansat på keramikfabrikken. Hun var uddannet boligkonsulent, men havde lyst til at lære at male på keramik. Hun havde nogle gode år i Knabstrup, hvor hun malede unika-keramik, og hvor hun f.eks skabte "Elsebet-frugtstellet", dekoreret med frugter, og "Elsebet-thestellet". Hun blev senere ansat på Den kongelige Porcelænsfabrik.

Thestellet "Elsebet"

Da det engang begyndte at knibe lidt med kunstnere på keramikfabrikken, tror jeg nok, uden at prale, at det var min far, der på en ferie på Herregårdspensionen, Teglværksgården, nær Sejerø-bugten, fandt en kunstner, som boede på en gård ikke langt fra Vejrhøj. Det var Johannes Hansen. Denne fine billedhugger vare i mange år knyttet til keramikfabrikken på Knabstrup. Det var fortrinsvis havekeramik, han lavede: Fuglebade og skulpturer af fugle, dyr og børn, som tog sig godt ud i havens grønne omgivelser. Men også små skulpturer og buster skabte han. Han brugte ofte sin datter som model. Han forærede min far en buste af datteren. Selv har jeg en forstudie til denne.

En anden kunstner var Frk. Janssen, der ikke var der så længe. Hun boede i det smukke gamle lergule hus, som lå vinkelret på den helt moderne kontorbygning. Om hendes hus kunne man virkelig sige: "Væggene lidt skæve stå!" Hun var fra Holbæk. Senere opdagede jeg benovet, at hendes far og mor ejede den store hvide

villa, der lå, hvor landevejen delte sig mod Kalundborg til den ene side, og mod Lammefjorden og Odsherred til den anden.

Men det vidste jeg ikke den vinteraften, hvor vi var inviteret til kaffe i hendes små stuer. Jeg husker en stor, noget excentrisk og dog hjertelig dame i de små rum, hvor man næsten måtte bøje hovedet. Også møbler var anderledes end vore, noget uborgerligt. Dog jeg havde æren af at få tildelt en kontorstol, som jeg kørte rundt på det meste af aftenen. Det var herligt. Også fordi sådan en drejelig kontorstol var et statussymbol for "dem har de nemli' oppe på kontoret!" Og tænk at få lov at komme med i byen til en så berømt dame på "værket".

Frk. Jansen dekorerede og drejede måske også de skønneste store lerfade med en ornamentering, som var inspireret af den græske oldtidskunst. Mor har endnu sådan et fad. Det har affektionsværdi, hvad det er værd i penge, er tindrende ligegyldigt. Det er erindringen, der tæller.

 

10. del: Afrejsen fra Knabstrup

 

Tiden på Knabstrup Teglværk randt ud for os. Tiderne skiftede, og far var forudseende med hensyn til økonomien. Han var altid forud og kunne se, hvorhen det bar med den voksende konkurrence fra udlandet og fra plasticvarerne. Der måtte fornyelse til. Han forelagde visse planer for fremtiden for Frida Schou, men dem ville hun ikke høre tale om. "Jamen, frk. Schou, om et års tid eller to vil De ikke kunne betale min og de andre højt lønnede funktionærers løn. Så De må finde Dem i, at jeg ser mig om efter noget andet". Det gjorde far, og Frida Schou fandt en afløser, som senere blev gjort til meddirektør. Det var i 1956. Forholdet mellem hende og min far forblev dog utrolig fint. Årene gik, og i 1971 trak Frida Schou sig tilbage fra virksomheden.

I kærlig erindring

April 2000

Merete Mårtensson

     Kirsten M. ved lampens skær (Holbæk).

Tak til Bente Berggreen og Elsebet Granzow for første renskrift og redigering. 

 


 

Erindring fra Knabstrup nr. 02  af Jarl Ingerslev

 

Jarl Ingerslev:  Arbejdsdreng H1106, på Knabstrup Keramiske industri, ca. 1964-65. 

Hvordan jeg egentlig fik arbejde på "Keramikken" husker jeg ikke mere. Til gengæld husker jeg andet fra denne tid. Jeg blev ansat som arbejdsdreng og skulle køre ler til et valseværk i pottemageriet og køre spildler ud igen. Vi var 3 drenge, Tonny, Leif og jeg fordelt i afdelingen, hvor der lavedes urtepotter og underfade.
Ovenpå blev de finere ting til og der smuttede vi sommetider op, når der var ler nok til valseværket og potterne, som jeg hellere må begynde med:

Ude i den lange smøge mellem keramikken og teglværket, inde i et stort rum uden vinduer, var lageret af færdigt ler. Det var store murstenslignende klodser ca. 15 x 30 x 60 cm. og de var stablet næsten til loftet. Vi lavede trappetrin af klodserne for at nå de øverste. Disse klodser kørte vi så ind på en åben trillebør, til de 2 valseværker. Hvert valseværk var opstillet med en pottemaskine.
Jeg kom til at hjælpe Ernst, en gammel ungkarl der passede valseværket, dvs. kan kom lerklodser i maskinens ene ende, hvor de blev kørt igennem og kom ud i 5 ret tykke pølser. Disse blev skåret i passende stykker med et vippearrangement med strenge på. Disse stykker blev stablet op henne ved pottemaskinen på et jernbord.
Ved pottemaskinen sad 2 damer, jeg husker desværre ikke mere deres navne. Den ene satte klodsen ind på en konisk klods, der sad på enden af en stang som stod på gulvet. Den dannede bund i den færdige potte. Maskinen lukkede nu sammen og pressede potten i facon og så kunne den anden dame tage den ud. Det gik hurtigt og når jeg tænker tilbage, syntes jeg det var et under, at der ikke blev knust fingre og hænder. Hele maskinen var meget åben og selv om der har været skærme, må det have været en farlig arbejdsplads.
Maskinen med drivhjul lignede egentlig lidt et lille lokomotiv, der var stillet på højkant.

Når potten var færdigpresset blev den sat på et bræt, der vel har været en 2 - 3 m. langt. Nu blev kanten rettet af. Der var en konisk inderform med en vinge, som skar det sidste overflødige ler bort på pottens yderkant. Den blev drejet rundt med en hurtig bevægelse med tommel-, pege- og langefinger.
Det var tit en dreng der sad der. Det var vist lidt af en bonus, skyndte man sig med at køre ler ind, kunne man blive sat der og så fik man del i akkorden.
Jeg sad der kun meget kort, kun en enkelt dag måske, i et par timer. Jeg ødelagde for mange potter og det gik jo ud over akkorden, så jeg blev fjernet igen. Men det gjorde nu ikke så meget.
Når brættet var fuldt, blev det båret væk af Emanuel og sat til tørre i et stativ. Når potterne så havde tørret et stykke tid, skulle de de vendes med bunden opad så tørringen gik langsommere.

Holger, som kørte den anden pottemaskine, havde lidt ondt af os drenge. Han sagde tit til os, at vi ikke skulle slide mere end højst nødvendigt, for så blev vi bare sat til noget andet. Det gjorde så det, at jeg stille og roligt kørte klodser til middag og så kørte jeg spildler om eftermiddagen.
Det var Aust, vores formand, ikke helt tilfreds med. Han var polak, men talte et udmærket dansk. Ernst brød sig ikke så meget om ham, men sagde aldrig noget. Han passede sit og gemte sig i et hjørne bag valseværket og tog sig en tår øl, fra bryggeriet Stjernen. Jeg ved ikke om man måtte drikke øl i arbejdstiden, men der blev i så fald set gennem fingre med det.
Når vi kørte spildler brugte vi en almindelig trillebør. Når leret havde været igennem maskinen var der formolie på og så kunne det ikke bruges mere. Det blev skovlet op i børen og kørt ud til tipvognene, der kom ind med ler.
Der var et areal med skinner ude ved enden af den smøge, hvor lerkælderen var. Der tippede vi affald ned i, det var ler og gipsforme fra dem ovenpå. Det var Åge der kørte deroppe. Han var en ældre mand, der som regel var i godt humør. Han kunne ikke fløjte og det gjorde han så dagen lang. 

Når man var derude, var det meget velset af lokomotivføreren på tipvognstoget, at vi smuttede hen og skiftede wiren over fra en tom til en fuld tipvogn. Når toget kom ind, blev det kørt så langt som muligt hen til aflæsningsstedet, som var på 1. sal. Man satte så en wire på og gik op til spillet, trak vognen op, tømte den og lod den tomme vogn trække wiren ud af spillet, ned og skifte over til en fuld vogn, op igen - osv.
De var jo glade, når vi blev lidt derude og måske tog en 3-4 vogne for dem. Tipvognene blev i øvrigt også brugt til affald fra fabrikationen, så der lå mange sjove ting vi kunne rode i.

Inde i pottemageriet løb en bred central gang. I den ene side var stativer til brædderne med potter. Her stod de og tørrede, til de skulle brændes. På den anden side var ovnene, store og kantede. Jeg mener de var delt midtpå, men det er jeg ikke sikker på. Som jeg erindrer det, var der 2 hold der tømte og fyldte, hvert hold på på 2 mand. 
Dem jeg kendte bedst var Herløv og Aksel. Herløv boede i vestenden af Knabstrup og Aksel boede i Mørkøv, tæt på biografen.
Jeg smuttede af og til derind, når Aust ikke så det. Så snakkede vi vi lidt og når så Aksel skulle ud efter flere potter kiggede han efter om Aust var i nærheden, så jeg uset kunne komme tilbage til Ernst og valseværket. Men, mon ikke Aust viste hvad der foregik alligevel?

Ovnene blev fyldt efter et bestemt system. Man kunne vist kalde det Babushka-systemet. Først de små potter og så større og større potter udenom, alle med bunden opad. Det hele blev sat på ildfaste plader, som dannede etager eller rum hvor varerne stod i. Det gjaldt jo om at få fyldt ovnen mest muligt. Når den så ikke kunne rumme mere, blev den lukket og muret til med noget lysebrunt ler, der blev klasket eller smurt på. Denne ler ændrede sig ikke under brændingen og fidusen var, at man let kunne åbne døren igen og bruge stenene flere gange.
Når ovnen så var lukket, kom Brænder-Christian (Brænder-Kresjan) eller slet og ret Brænderen, som han kaldtes. Han fyrede op og passede ovnen i 1 til 2 døgn. Derefter gik han hjem og lod den brænde ud af sig selv. Så kølede den ned, blev åbnet og tømt, hvorefter det hele gentog sig igen. Der var flere ovne - en 4 til 6 stykker, så der var altid en der brændte, en der kølede ned og en der kunne tømmes og fyldes igen.

Et af de andre hold jeg husker, var Ejnar og Henry. Ejnar havde altid en lille kasket på med en reklame fra firmaet Höiness, så han blev kaldt hønissen. Han kørte potterne ud efter de var læsset på en bør. Henry han læssede og tømte børen, han var lidt reserveret, tyndhåret og bar uindfattede briller. Han boede sammen med konen i en lille lejlighed overfor stationen, ovenpå købmand Remien's butik. De havde vist ingen børn. Om søndagen blev deres Renault Dauphine kørt frem og så drog de på søndagstur.

Der måtte ikke være støv i luften, så blev potterne ru. Så når vi fejede, skulle vi strø vådt savsmuld på gulvet og feje ved at trække kosten imod os - aldrig skubbe eller være for hurtig i bevægelserne. Brædderne til potterne skulle skrabes rene, så der var altid noget at lave for os drenge.
I den nordlige ende havde Aust et lillebitte grønmalet kontor, her holdt han også middagspause. Så kom hans kollega fra teglværket ind og sad og snakkede. Han havde altid en vindjakke på og hænderne dybt begravet i lommerne, hvilket havde skaffet ham et øgenavn - et eller andet med lommer?
Formanden på teglværket hed i øvrigt Dyhr, men kaldtes aldrig andet end "dyret", når man omtalte ham. Bang-Jensen, der var ovenpå, blev kaldt Bange-Jensen. Hvis vi skulle have fat i Aust, kunne vi gå ned omtrent midt i pottemageriet. Der var der en trykluftfløjte - et fløjt vat til Aust og to fløjt var til Bang-Jensen. Derefter skulle vi blive der, til en af dem kom.
Udenfor Aust's kontor var en lille plads, hvor han tit stod og reparerede småskader på figurer. Lidt fortynder og mørkt plastisk træ faldt godt ind i figurernes originale

farve. Om de blev solgt som 1. sortering ved jeg ikke, men han lavede mange. Der var bl.a. en pige med et fuglebad og en med en fløjte og der var små bambi'er. (Johannes Hansen's havefigurer).

Lige over for kontoret var pudserummet. Her sad der flere damer og pudsede med ståluld. Hvad de pudsede husker jeg ikke, men der var et evigt sus og gennemtræk, for der kørte en udsugning som tog støvet. Det har ikke været en særlig god arbejdsplads. Én af damerne fortalte mig, at hun var der kun, fordi hendes mand var syg og ikke mere kunne arbejde. Hun havde forsørget familien i flere år, ved at sidde der og pudse.

Ved juletid skulle vi lave ler til dekorationer. Det foregik ude i "det kolde", som lå mellem pottemageriet og teglværket. Der stod et lille valseværk, som kun kørte lejlighedsvis. Der lavede vi murstensstore klodser, som kom i plastikposer der blev lukket og lagt i kasser.
Lidt længere ude i det kolde kom pissoiret eller "pissovaren". Et ildelugtende lille aflukke, hvor man kom fra teglværket og pottemageriet og fik en smøg og kom af med vandet. Når jeg skriver ildelugtende er det på ingen måde overdrevet, der stank rent ud sagt rædsomt.

Herude var også ringovnen, en stor cirkelrund ovn. Der var ild i den, man tømte, fyldte, åbnede og lukkede i en stadig runddans. Mændene her var nok mere børster end dem inde ved potterne. Man skulle ikke stå i vejen, så blev man skældt ud eller skubbet væk. De brugte ikke handsker når de varme sten skulle ud, men nogle tykke gummilapper på håndflade og tommelfinger - fat i stenene, op på børen og så afsted med dem.

Så var det sjovere at komme ind til Alfred og Verner. De lavede mursten og tegl, også på et valseværk, men et der var noget mere moderne end vores. Stenene blev skåret ud med en mangetrådet "osteskærer" og kørt til tørre. Når de lavede tegl, kørte der en enkelt tråd. Den hoppede op og ned og lavede den knold, som binderen skulle sidde i senere, når taget blev lagt. De var nogle lune fyre og havde ikke meget til overs for Aust, men de var nu ligeglade, for de havde ikke noget med ham at gøre.

Sommetider smuttede jeg ovenpå og så på damerne der sprøjtemalede eller dekorerede de forskellige varer. Der var også en mand, han har måske været kunstner. Han sad i hvert fald ved en drejeskive og formede. Han trak på det ene ben. Man sagde, at han havde siddet for meget og sparket på skiven, så benet var blevet længere og stærkere end det andet.
Der var også et par unge tyskere ovenpå. De var keramikere og boede i teglværkets hus i Knabstrup.
Det var også sjovt at kigge ind til Herman der passede kuglemøllen, der malede farver til glasuren. Om ham sagde de lidt nedværdigende ude på teglværket, at han var halvbonde, idet han drev et lille landbrug sideløbende med arbejdet.
Mens jeg var der, lavede vi Pernille-serien. Den havde tilsyneladende kørt før jeg kom, men som jeg husker det, lavede man formene/matricerne mens jeg var der. Mik-manden var i hvert fald travlt beskæftiget med at få de små potter, som den er lavet over, til at være helt fine og rette i formen. Jeg købte en del Pernille-ting til min mor, både de små krydderikrukker, men også de større hængekar og flere andre ting.

Gik man forbi ovnene, vinkelret på den lange gang, kom man ned i et langt rum hvor den elektriske ovn var. Der blev keramikken brændt. I den ene ende fyldtes vognene med fine ting, der sommetider blev brændt to gange. Den tunge jerndør til ovnen blev åbnet og vognen sat fast på et træksystem der gik meget langsomt, så varerne kunne nå at blive varmet op, brændt og til en vis grad kølet ned igen, før de nåede den anden ende, hvor de blev tømt.
Derefter kom der en kvalitetskontrol, hvor man vurderede i tre sorteringer: 1. sort. var fejlfri - 2. sort. var lidt ringere, men stadig god - den fik en streg slebet ind i bunden og 3. sort. var den billige - den fik et kryds. Der sad en dame og en mand ved sorteringen. Damen var ganske nydelig, så det skete jo at jeg fik et "ærindre" derned, så jeg lige kunne få et kig på herlighederne.
Jeg nåede aldrig ned på lageret, det blev kun til et besøg nu og da, hvis jeg skulle købe noget. Da kunne jeg se ind til de store kasser med træuld og pap.

Oppe ovenpå i sydenden var kantinen, et stort lyst område med store vinduer. I den ene ende gik en stor skorsten op igennem rummet. Jeg har sommetider tænkt på om den virkede som radiator. I den anden ende var der et lille udsalg, hvor vi kunne købe de småting vi havde brug for i det daglige: Tobak, snus og andet godt som slik og kager - bl.a. kokostoppe med chocolade. Dem kunne jeg godt lide, de kostede vist 25 øre stykket.

Når man skulle hjem sivede man op mod stempeluret. Men det var ikke velset, der skulle helst arbejdes til sidste minut. Men det virkede ikke som om arbejderne vidste det, for så snart klokken havde lydt, kom man frem fra krogene og så klappede uret lystigt løs.

Hjemme havde vi ikke fået lavet et badeværelse, men mine forældre var gode venner med Brænder-Poul, der var nede ved el-ovnen. Vi kørte derud en gang om ugen, sådan henad ved 21.30 tiden. Så kunne vi komme i brusebad i et baderum ude i den smøge jeg fortalte om før, mellem pottemageri og teglværk. Der var andre der også kendte den fidus, for det skete mere end èn gang når jeg var derude, at der blev taget i døren og der har også været optaget, når jeg kom med håndklæde og skiftetøj under armen.

Frøken Schou så jeg kun en enkelt gang, hvor hun kom ifølge med 3-4 gæster.

Det var lidt historie om Knabstrup, set gennem en drengs øjne.

Jarl Ingerslev
14. okt. 2008
 

Supplerende oplysninger:

Ernst, som passede valseværket, hed Nielsen til efternavn. Han boede i Knabstrup. Da han blev ældre, flyttede han ned på hjemmet i Bakkerup, hvor han boede til han døde.

Den ene af damerne ved pottemaskinen, hed vistnok Kamma.

Vagn fra teglværket hed Karlsen til efternavn og boede oppe i Hanerup i et hus, der hed "Vennely".

Der var en vognmand der kørte morgen og aften fra Mørkøv (og måske længere ude) og samlede op og læssede af. Jeg kan ikke lige nu huske hans navn.

Emanuel, der bar fra, boede i Mørkøv, jeg tror det var på Ibsvej.

Brænder-Christian boede oppe ad det gamle spor, i de huse der lå deroppe. Det samme gjorde Aust.

Drengene: Tonny boede ude ved Dortheaslyst med sine forældre i et hus, der måske har hørt til "Lysten". Leif boede med sine forældre i Krøjerup gamle skole og jeg boede med min forældre på Skolevej 29 i Knabstrup.

Hans Johansen, der var alt-mulig-mand, boede i et lille pænt hus lidt vest for krydset i Mørkøv.

Jarl Ingerslev er født i 1949 og har således været omkring en 15-16 år på tidspunktet, hvor disse oplysninger er fra.

Kan du supplere med noget til disse oplysninger, hører jeg gerne fra dig.

 


 

Erindring fra Knabstrup nr. 03  af Preben Rasmussen.

(I nedenstående beretning henvises til Jarls beretning – se Erindring nr. 2).

 

     Preben Rasmussen:  F.1945

Arbejdsdreng og arbejdsmand på Knabstrup Keramiske industri. ca. 1959-64

Mit arbejdsliv begyndte da jeg var 14 år. Nærmere bestemt april 1959. Min far, Christian Rasmussen, var brænder ved tunnelovnen på Knabstrup teglværk, som virksomheden blev kaldt i daglig omtale. Min storebror havde også startet sit arbejdsliv her som 14 årig arbejdsdreng. Dengang blev der ikke spurgt så meget til hvad man kunne tænke sig at blive, eller havde lyst til at arbejde med.

Derfor var det naturligt at min far traf aftale med værkfører Bang-Jensen om, at jeg og min tvillingbror Mogens blev arbejdsdrenge i ”Keramikken”. Vi startede i stuen hos Aust, der stod for potteafdelingen. (Produktionen af potter er meget udførligt beskrevet i Jarl Ingerslevs erindringer). Der var 2 pottemaskiner, der kørte hurtigt, så damerne skulle være rappe på fingrene når de satte en klump ler ind over en skabelon, tog potten af og satte den på brættet. En af mine opgaver som arbejdsdreng var at dreje kanterne af. Når brættet var fyldt hentede Emanuel det og satte det på en reol til tørring. Efter et par dage var det arbejdsdrengenes opgave at vende potterne før fortsat tørring. Det var hårdt arbejde både for damerne og arbejdsdrengene.

Emanuel gik rigtig mange skridt på en dag, og det har nok været små skridt for at holde balancen med brættet fuldt af potter. Han fortale engang, at man blev slidt bagi af alle de skridt, men det hjalp når man pustede pudder i rumpen før en arbejdsdag.

Andre af opgaverne som arbejdsdreng har Jarl også beskrevet. Som 14 årig var man jo stadig legebarn, og i middagspausen morede vi arbejdsdrenge os med at køre ned af sporet i tippevognene. De vogne der hentede leret ind fra lergravene, som strakte sig over et stort område bag teglværket.

Knabstrup teglværk og Keramiske industri var en stor arbejdsplads, der var mange special-funktioner. Blandt andet blev der under et halvtag på området lavet håndstrøgne mursten. En polak, som jeg ikke husker navnet på, stod derude i alt slags vejr og lavede håndstrøgne sten, der så blev lufttørret før brændingen. Der var også smedje og tømmerværksted, ja alle de faglige funktioner der er brug for på en stor virksomhed.

Inde på den Keramiske fabrik, blev der blandt andet drejet lerting, en af de dygtige drejere var Spilski, en anden drejer hed Ejnar, det må være ham Jarl omtaler, som drejeren der trak på det ene ben. Dem kan man godt kalde kunstnere, jeg ved ikke om de var uddannede pottemagere, de drejede uden skabeloner, men efter design fra de forskellige kunstnere der var tilknyttet industrien. Så var der de mange arbejdsmands-drejere der drejede efter skabeloner og gipsforme. Det var blandt fade syltekrukker, skåle m.v.

Der blev også støbt emner i gipsforme. Til det formål blev der brugt flydende ler. Det blev opbevaret i en stor beholder på omkring 2 meter i højden og tilsvarende i bredden.

På denne hjemmeside om Knabstrup Keramiske industri fortæller en tidligere arbejdsdreng (Jarl), om nogle damer der pudsede med ståluld. Det kunne blandt andet være Ejnars kone Kirsten. Hun sad ved en drejeskive og pudsede støbte emner af. Jeg mener det var før og efter besquitbrænding. Det var for eksempel kander og krukker der blev støbt. Det flydende ler blev via nogle slanger tilknyttet et stort kar hældt ned i gipsstøbeforme, efter nogle minutter blev overskydende ler hældt fra og emnet stillet til tørring. Når leret havde sat sig i formen blev kanden, krukken, figuren m.v. taget ud, og ved brug af flydende ler blev der klistret tud, hank, dekoration eller hvad der nu skulle tilføres på. Overflødigt ler blev skrællet af med en streng. Og varen sat på et bræt til tørring.

Når det emnet var tørt, kom Kirsten og hendes kollega til, og der blev slebet til og rette af før første brænding. Efter første brænding kom emnerne videre til malerstuen, hvor der blev sprøjet underglasur på. Så en ny brænding, og derefter til malerdamerne, eller måske til silketryk, som det f. eks. når det var Storm P. varerne. Her blev dekorationerne malet eller påført. Så tilbage til malerstuen og sprøjtes med transparent glasur før den sidste brænding.

Flydende ler størkner jo når vandet fordamper eller løber fra. Så den store beholder skulle renses med jævne mellemrum. Som arbejdsdreng var det en af mine opgaver. Det foregik på den måde, at jeg kravlede op af beholderen, og op til nogle hanebjælker ovenover. Herfra blev jeg med et reb om livet - sammen med en spand sænket ned i beholderen. Vagn der var en ung arbejdsmand over 18 år holdt fast i rebet. Jeg skulle så skrabe det størknede ler op i spanden, som Vagn halede op og tømte ud på gulvet. Sådan fortsatte det til beholderne var renset.

Når leret på gulvet så var størknet kunne det skrabes op og køres væk.

I marketenderiet kunne vi købe øl og vand samt slik og kaffe, vist også en slags tørkager. Madpakke havde vi med hjemmefra. Torsdag var ugens festdag, for da kom brødbilen fra Kagekassen i Knabstrup, og vi var 3 arbejdsdrenge (min bror Mogens, en anden arbejdsdreng der også hed Mogens og jeg selv) der købte en wienerstang med flødeskum og syltetøj, som vi delte.

Senere kom jeg ned ved tunnelovnen hos sortermester Eberhard og hans datter Inge. Når de glaserede emmen skulle sættes til brænding i ovnen blev de sat på små trebenede holdere. De små ben brændte sig fast i glasuren, og efterlod mærker når de blev slået af. Det var det så min opgave at male mærkerne over på de færdige produkter.

Der blev sorteret i 1.sortering, 2. sortering der fik en streg over logoet og 3. sortering der fik et kryds over logoet. Hver sortering fik sin trillebør, som Johannes også kaldet Vibebryst derefter kørte ud til lageret.

Min far var en af brænderne. De arbejde i skift med 12 timer af gangen. 12 timer var også den tid det tog at brænde keramikken. Når en ny vagt begyndte, skulle der tages færdige emner ud i den ene ende, og sættes nye ind i den anden ende. Når det var besquitbrænding kunne lertøjet sættes tæt, og der kunne være mange varer i en brænding. Glaserede varer skulle have mere plads, og sættes op på de små trebenede holdere for ikke at brænde fast i underlaget. Der blev brændt ved 1100 grader.

Ind i mellem var der bestillingsarbejder, som for eksempel sparebøssen pingvinen til Landmands-banken, så skulle alt der ikke var til en 1. sortering smadres. Det nænnede vi ikke altid, så arbejderne købte nogle gange en 2. sortering billigt og uofficielt.

Senere kom jeg op på første sal i gipsstøberiet hos Kaj, en rigtig flink arbejdsleder der altid gik klædt i hvidt. Her var jeg ca, ½ år. På første sal modsat gipsstøberiet var der pakkeafdeling for færdigvarer. Det var spændende at gå ind og se deres arbejde. Det blev meget omhyggelig pakket ind, først i fint tyndt papir, derefter i bølgepap, så varerne ikke gik i stykker undervejs. Da jeg fyldte 18 år, kom jeg op på 2. sal som drejer, hvor jeg drejede fade m.v. efter skabelon og gipsform.

I lokalerne tæt op til min arbejdsplads sad malerdamerne, der håndmalede dekorationer på vaser, skåle og figurer m.v. Ind i mellem kunne man lige nå at få en hyggesludder derinde. Blandt andet med Ebba fra Sdr. jernløse.

Senere omkring 1963 startede stentøjsproduktionen op. Knabstrup Keramiske industri havde en afdeling, hvor der tidligere var produceret fliser. I disse bygninger blev der nu lavet diverse stentøjsfigurer og relieffer til haven, og nu skulle der også produceres stentøjsporcelæn. Stellet Knabstrup så dengang dagens lys. Bygningerne blev fremover kaldt for ”Stentøjet”.

Hans havde ansvaret for lerkælderen her, og jeg blev hans medhjælper. Vi blandede charrmotte ler, der var groft ler til havekeramik og relieffer. Der var vel omkring 10 forskellige lerarter og kemikalier der blev blandet sammen. Lermassen blandet i store kar, og stod så en dags tid og trak. Så blev massen skovlet op i en blandemaskine. Når hele karrets indhold havde været igennem maskinen, startede vi forfra med at hælde det i blanderen. Efter 2 omgange i blandingsmaskinen var massen klar til produktionen, og blev på trillebør kørt ind til gipsformene, hvor det med håndkraft blev fyldt i og presset godt sammen, så luften kom ud.

Det var blandt de figurer som Johannes Johansen havde designet. Der var også relieffer som f.eks uglen eller solsikken, der kan ses på her på hjemmesiden.

Til stentøjsprocelænet blev anvendt et meget fint importeret lerpulver fra Kina og diverse kemikalier. Det skulle slæmmes op til en tynd flydende masse, og derefter diverse kemikalier. Det skulle slæmmes op til en tynd flydende masse, og derefter hældes ud på en presse, hvor vandet blev presset fra. Efterfølgende blev lermassen slået fri for luft, på den måde, at en portion ler blev skåret over med en streng, banket sammen og skåret over og banket sammen igen og igen til der ikke var mere luft i massen. Herefter blev der drejet porcelænstallerkner, kopper og fade. I starten var der nogle problemer med at få en stabil lermasse, der kunne holde formen under brændingen, så der var tæt samarbejde med laboratoriet.

Jeg mener stentøjet blev brændt ved 1600 grader.

 

Preben Rasmusen

02. marts 2009

 

Kan du supplere med oplysninger til denne beretning, hører jeg gerne fra dig.

 


 

Erindring fra Knabstrup nr. 04  af Lillian Rasmussen

 

     Lillian Rasmussen:  F. 1946 

Laboratoriet ca. 1962-64

Laboratoriet blev ledet af en ingeniør der hed Mogens Hansen. Der var desuden en kunstner Dietlinde (Hein) og en laborant Marianne, samt en laboratoriemedhjælper. I perioden fra efteråret 1962 til 1963 og igen en periode - vistnok i 1964 - var jeg medhjælperen.

Laboratoriet stod selvfølgelig for udvikling og kontrol af lermasser og glasurer, så derfor var der mange kontakter ud i fabrikken. Herman i møllen, som Jarl omtaler (erindring nr. 2), producerede de store mængder glasurer som underglasur og transparent glasur. På laboratoriet blev malingen til håndmalede dekorationer produceret i små portioner, og bragt op til malerdamerne når de havde behov.

Arbejdsmiljø var ikke noget man talte så meget om dengang. Men de væsker og andre materialer der blev anvendt var ikke sunde at indånde. Det fine lerpulver china ler, der blev anvendt til stentøjsporcelæn var også farligt for helbredet. Rammer fra silketryk blev renser i terpentin. Det var laboratoriemedhjælperen der i et baglokale uden udluftning hver dag skulle rense disse rammer. Det var ikke noget vi tænkte over dengang, men siden har man jo opdaget hvor farligt det var.

Det var spændende at være på et laboratorium, og med til at produktudvikle, (et ord man vist ikke brugte dengang). Når der var nye lermasser, skulle de prøvebrændes. Svind under brændingen skulle beregnes. Det skete manuelt. Emnet blev tilsluttet et måleapparat, og så sad man og stirrede på en nål, og nedskrev på et kvadreret papir hver gang nålen bevægede sig. Ofte varede sådan en måling 8-10 timer. Så var det herligt når Ditlinde gik inde på sit kontor og sang smukke sange, så man kunne holde sig vågen.

Der var et udluftningsskab, der blev brugt når vi arbejdede med syrer. Blandt andet en skrap sag der hed fluzsyre. Det var meget ætsende, så her skulle vi passe på ikke at spilde, for det spildte tørrede ikke ud, men blev ved med at ætse. Vi havde en bog der engang var spildt noget på, og hver gang vi tog den frem var der forsvundet mere af siderne. Vi havde en advarselsremse, som man altid havde i baghovedet. ”Jeg havde en onkel Teobal, det har jeg ikke mere, for han tog fejl af H2O og H2SO4”.

Som ansat i laboratoriet hørte man til funktionærerne, Og der blev set lidt skeptisk til en når man kom ud i fabrikken. Det var nok noget med, at en funktionær ikke blev beskidt af sit arbejde. Et levn fra herremandsvældet måske.

 

Lillian Rasmussen 

02. marts 2008

 

Kan du supplere med oplysninger til denne beretning, hører jeg gerne fra dig.

 


 

Erindring fra Knabstrup nr. 05   af Jette Davidsen - barnebarn af Kaj Larsen.

 

Familien Larsens tilknytning til Knabstrup teglværk

 

Denne beretning om familien Larsens tilknytning til Knabstrup teglværk, viser hvor stor betydning teglværket havde for beskæftigelsen i landsdelen:

 

Kaj Larsen var 3. generation med tilknytning til Knabstrup teglværk. Se også rubrikken Kaj Larsen.

Kaj Larsens fulde navn var Kaj Helge Larsen. (Kaj Larsen stavede ofte sit fornavn med i, men på dåbsattesten er navnet stavet med j).

Kaj Larsen og dennes hustru fik 3 børn, - 2 sønner og 1 datter.

 

Kaj Larsens far, Kristian Larsen (1891-1969) var en meget dygtig gipser og farfaren Jens Larsen (1860-1928) var ligeledes beskæftiget på teglværket.

Ligeledes var en søsters mand (Valdemar Hansen), ansat som smed. Valdemar Hansen boede på Stoltenborgvej. Desuden var Kristian Larsens hustrus brødre, Bernhard Sørensen der boede på Stoltenborgvej og Holger Sørensen, der boede på Holbækvej, begge ansat på teglværket. Der foruden var der flere af denne gren der også var ansat på Knabstrup og boede med deres familier i boligerne på teglværkets område.

Kaj Larsens brødre, Knud Larsen (1919-1972), Erik Larsen (1920-1987), Ejnar Larsen (1923-2010) var alle ansat på Knabstrup. Også Ejnar Larsens hustru Kirsten var ansat på Knabstrup som malerdame.

Kaj Larsen og 2 af dennes brødre gik i Krøjerup skole og da teglværkets børn gik på denne skole, formodes det, at familien har boet i en af teglværkets boliger på teglværket.

Familien købte på et tidspunkt et hus af fabrikken på Stoltenborgvej, hvor det vides med sikkerhed, at en anden bror Viggo, blev født i 1923.

 

Jette Davidsen 

04. august 2010 

 

Kan du supplere med oplysninger til denne beretning, hører jeg gerne fra dig.

 


 

Erindring fra Knabstrup nr. 06   af Sv.E.Olsen - søn af Holger Olsen.

 

Min fars arbejde på Knabstrup Teglværk 1938-1964.
 

Her er jeg så igen - efter at have snakket med søster Anni f. 1939, kan jeg fortælle, at min far Holger Olsen f. 10.04.1901 arbejdede på Knabstrup teglværk fra omkring 1938 og til foråret 1964 - de sidste ca. 5 år i Keramikken, men ellers med sten og tegl i Ringovnen, hvor han sluttede som "kammerherre".

Anni fortæller også, at Far i hendes første skoleår  sæsonarbejdede i Lergraven. Hun husker en skoleudflugt til Lergraven - da var jeg allerede fløjet fra reden (jeg er fra 1929) og jeg husker kun Far fra Ringovnen.  En kort tid i 50erne forsøgte min søsters mand sig også i Ringovnen, men fandt hurtigt arbejdet alt for hårdt for en ung mand - der skulle erfaring til, og svoger fortæller, at Far var specialist i det hårde arbejde - bl.a. i at "sætte en ovn" - tømme den igen efter brænding, og på akkord med 120 sten på "børen" forcere de smalle ramper op til lageret.

Arbejdet i ovnen foregik i næsten ulidelig varme - især når ovnen skulle tømmes - alt arbejde foregik med store gummilapper på hænderne (som min mor havde siddet derhjemme og skåret og syet af gamle cykeldæk). Svoger fortæller, at sveden drev af en fra morgen til aften, og han nåede da også at vælte med en fyldt bør på rampen inden han holdt op. Ikke noget at sige til, at Far's ben ikke kunne blive ved, og han fik da så også det "lettere" job de senere år med at passe brændingen fra loftet over Ringovnen, hvor man gennem "spjæld" holdt øje med, at brændingen forløb rigtigt, og fødede ovnen med afraspet kul, når det var nødvendigt. Et meget betroet job, som imidlertid ofte var aften- og natarbejde, deraf "Kammerherren".

Selv har jeg da også oplevet, hvordan en ovn er at komme ind i, når den lige er tømt - og så at skulle arbejde i den med sten, der var endnu varmere. Jeg oplevede også Far's arbejde på loftet over Ringovnen - mørke og kulstøv over det hele, men fascinerende at se gennem spjældet ned i den brændende ovn. Sært at læse, at alt hvad jeg så af mange mænds hårde slid, blev klaret af få mænd i teglværkets sidste år pga. nutidens fremskridt.

Fars arbejdsliv sluttede med invalidepension som 63-årig - og med amputation af begge ben i 1969. Far døde som 74-årig i 1975.

Endelig bør jeg nævne min mor Elna - f.1907 - død 1978 - hun vil være mest kendt som Far's utrættelige støtte - ikke mindst efter benamputationen - de boede i pensionistbolig i Undløse de seneste år - tidligere var Mor syerske for egnens damer, især i krigsårene. Mor syede min kones brudekjole og fungerede senere som hjemmehjælper og ansat hos AKSINI. Vi var 6 søskende - jeg den ældste.

Ellers kan jeg i vidt omfang genkende Merethe's beskrivelse af sine barndomsoplevelser - bl.a. juletræsfesten og den store årlige havebasar - mine første skoleår foregik i Krøjerup skole, hvor mange børn kom fra teglværks-boligerne. Mine forældre boede i Krøjerup og Nr.Jernløse i mine drengeår, så jeg kom jævnligt og så Far i arbejde.

Ja, det er vist nogenlunde hvad jeg her og nu finder relevant at berette - det er spændende at læse bogen om KERAMIK OG TEGL - har jeg set hårdt arbejde, så har det jo tidligere været endnu hårdere, men også fascinerende at læse om de nyeste keramiske brugsting og kunstproduktioner. 

For øvrigt kan jeg fortælle, at Johs.Hansen's FLØJTEPIGEN (den store udgave) også står her i Nykøbing - i Åkandebassinet i Grønnegården i Annebergparken.

Desuden kan jeg nævne (hvis det har interesse), at jeg i 25 år har arbejdet som socialrådgiver på Amtshospitalet frem til pensioneringen og kan oplyse, at Grønnegården her i Annebergparken som det tidl. hospital nu hedder, er på vej til at blive fredet. Så FLØJTEPIGEN er nok sikret.

 

Med venlig hilsen og tak for nu.  Sv.E.Olsen.

18. august 2009 

 

Kan du supplere med oplysninger til denne beretning, hører jeg gerne fra dig.

 


 

Erindring nr. 07   af Pia Blak Pedersen - oldebarn af Anders Vilhelm Pedersen

 

Min oldefars tilknytning til Knabstrup og Mullerup teglværker.

 

Fantastisk at se alle billederne og læse om Knabstrup Teglværk. Tak for den oplevelse.

Min oldefar, Anders Vilhelm Pedersen, født 12.12.1879 på Tvedgaarden i Tvede ved Mørkøv, blev i en alder af kun 17/18 år forvalter på Knabstrup Teglværk. Siden hen bestyrer på Mullerup Teglværk, efterfulgt af en årrække som bestyrer på Dronningmølle Teglværk. 1924-1934 forpagter af Kragelund Teglværk ved Århus, og fra 1934 ejer af Hovedgård Teglværk, syd for Århus.

Jeg kan se i kirkebøgerne, at Direktør Hans Henrik Schou og hustru Anna født Krog, stod faddere til min oldefars datter Clara Margrethe Pedersen, da hun blev døbt i Kirkehelsinge d. 28. juni 1908.

Jeg har fundet lidt frem fra min oldefars tid på Knabstrup teglværk.

Et foto af min oldefar  og oldemor på et gruppefoto, et foto af teglværket og H.H.Schou's anbefaling.

Efter som H.H.Schou også ejede Mullerup teglværk, hvor min oldefar efterfølgende var, er han nok derfor blevet ansat begge steder.

Min far har fortalt om en situation, hvor Anders Vilhelm Pedersen passede ovnene på Knabstrup teglværk under lockouten i 1898. En aften da han var alene på teglværketfor at fyre, hører han en lem der står og klaprer oppe i tørreladen, på tredie etage. Hans sjette sans afholdt ham dog fra p.g.a. lockouten, at kravle op af stigen til tørreladen og lukke lemmen.

Han vente i stedet til næste dag, hvor der var lyst. Her konstaterede han at snoren som stigen var bundet fast med højt oppe i tredie sals højde, var skåret over. Meningen havde sandsynligvis været, at stigen når han klatrede op, skulle blive skubbet bag ud og han falde ned.

Anders Vilh. blev ved en anden lejlighed under lockouten overfaldet. Men det var på et tidspunkt hvor min oldemor Kristiane var til stede. Anders Vilh. kommer til at ligge ned med en af de lockoutede arbejdere oven på sig. Min oldemor der så det, tog resolut sin ene træsko af og slog overfaldspersonen hårdt oven i hovedet med den og ingen kom alvorligt til skade.

 

 

 

 

 

 


 

Erindring nr. 08  af Bo Lajos Jakobsen - søn af Frits Egon Jakobsen.

faldt over din side da jeg sad og surfede på nettet.

Ville finde noget om Knabstrup Teglværk, da min far arbejde der en periode under og efterkrigen. Han var uddannet keramiker, tror faktisk han blev uddannet på teglværket.

Men det mest sjove er, at jeg ved at læse om keramikerne og deres værker som du har listet op, finder en Lajos Mathè - læser mere om ham og tiden hvor han var på teglværket - og JO - det er ham jeg og mine søskende er opkaldt efter.

 

Min far hed Frits Egon Jakobsen og arbejdede sammen med Lajos.

Jeg hedder Bo Lajos Jakobsen og mine 4 søskende hedder alle Lajos til mellemnavn, også min søster selvom det jo er et drengenavn. Historien som jeg husker den er, at Lajos og min far blev så gode venner, at når de engang fik børn, ja så skulle de opkaldes efter hinanden.

Min ældste bror er født i 1947, så tidsmæssigt passer det hele. Min far er fra 1924. Det er helt vildt endelig, at se den mand og læse lidt om hans historie. Nej, hvor har jeg ofte tænkt på hvem han var og om han fik børn og i givet fald, om de blev opkaldt efter min far. det har jeg nu en lille mulighed for at undersøge. Men under alle omstændigheder er det helt vildt skægt, endelig at se Lajos Mathè.

Ja, en lille historie, skal nok skrive tilbage, hvis jeg på en eller anden måde kommer i kontakt med pårørende til Lajos.

Mange, mange hilsener

Bo Lajos Jakobsen

 


 

Erindring nr. 09   af Sussie Jensen - Erindringer fra teglværket og om personer tilknyttet teglværket.

Jeg blev født i 1961 og voksede op i Mørkøv på Ringstedvej 15. På vejen boede talrige folk der arbejde på teglværket, som det blev kaldt hos os. Mine forældre havde ingen tilknytning, men det havde naboen Åge i nr. 13 (som ikke kunne fløjte men gjorde det dagen lang), Ingeborg i nr. 11 - kaldet "det skæve hus" (fordi det lå lidt på skrå ifht vejen), Ruth Christensen i det lyserøde hus nr. 9 (boede kun kort tid i byen, min mor passede hendes yngste datter, og fik en del keramikting i den periode, bl.a. Baro´s relief med svaner), Jens Otto, som vist var ovnpasser og vores bagbo, Folmer Jørgensen - og mange år senere hans kone Tove i nr. 13 A. Folmer arbejde dog de fleste år i min barndom på "keramikfabrikken" = Stogo Stentøj på Ringstedvej, hvor jeg gjorde rent for Egon og Agnes i gymnasietiden. Men tilbage til teglværket. Min legekammerat og skoleveninde, Jytte Borch Kristensen, boede på Vestervej. Hendes mor var damefrisør, og hendes far, Emil, var smed på teglværket. Jytte og jeg gik eller cyklede mange gange efter skoletid den lange vej ud til teglværket. Vi tog vejen mod Kagerup, og kom gennem skoven til teglværket - tiden har været 1972-74. Vi små piger var uforfærdet nysgerrige, og med Jyttes godmodige far som alibi, færdedes vi overalt. Den ældste del af værket var ikke i brug mere, og jeg husker en stor bygning med ramper fra etage til etage, hvor lyset stod ind gennem støvede ruder. Der var en sær stemning, og stor skønhed i de store rum. Emil viste os ringovnen, ovenpå var det store cirkelrunde rum hvor man kunne kigge ned i ovnen gennem særlige åbninger. Det lignede en cirkusmanege, gulvet var dækket af et tykt, blødt lag lerstøv. Vi var selvfølgelig også inde i selve ovnrummene, det var uhyggeligt, mørkt og trangt. Et sted inde midt i den knopskudte bygningsmasse fandt vi en dag en lukket gård, som var helt overvokset af træer, buske og slyngplanter. Et magisk sted. Jeg tør ikke tænke på at vi også kravlede op i tipvogne, som var gået i stå på rampen op til bygningen hvor leret før var blevet kørt ind. Under rampen med sporet var en dyb grav, der blev leret måske læsset af, der havde været langt at falde ned. Ude i terrænet løb sporene stadig ud til de gamle lergrave, som nu var store, dybe søer med en forunderlig grøn farve på vandet. Og i en remise stod stadig det gamle lokomotiv som havde trukket tipvognene.

 

Alt var dog ikke lutter forfalden skønhed, en skrænt ned mod den store lergrav foran direktørboligen blev anvendt som losseplads. Der blev al slags affald smidt af. Køleskabe, skrald, jern, plast, kemikalier - der var ingen grænser. Vi løb rundt dér, og fandt "skatte". Faktisk fandt vi nogle kasserede lerting med skår og dem tog vi med os. 

 

Efter en lang eftermiddag, mætte af indtryk, kørte vi sommetider med Emil hjem når han havde fri. Han spurgte ikke alt for meget til hvad vi havde lavet, men vi fik dog skæld ud en dag hvor vi havde kørt op og ned i elevatoren, i den del af teglværket der fortsat fungerede. 

 

Senere, sidst i 70´erne, husker jeg en lille butik i en gammel længe tæt på kontorbygningen. Der kunne man købe 2. Og 3. sorteringsvarer

til en rimelig pris. Jeg husker også flisefabrikken, som jeg aldrig var inde i - men som også virkede magisk tiltrækkende for mig der altid tegnede og malede - og senere kom på designskolen. 

 

Senere endnu, da hele fabrikken var lukket,  blev blev nogle af rummene benyttet til kunstudstilling, husker det under navnet "Kulturfabrikken"? Det har muligvis været i slutfirserne?